Om NB Group

NB Group er stiftet af Niels Brøchner, der som erhvervsmand, politiker og honorær konsul har været en, initiativrig og visionær person som har skabt mange resultater gennem sine bedrifter.

Niels Brøchner var bilforhandler og solgte i næsten 30 år Skoda-biler i Aarhus. Han havde i perioder også forhandling af Skoda/Peugeot i Skanderborg, Skoda/Honda i Århus og Skoda/Fiat i Vejle.

I 1994 købte han Århus Kanalen og udviklede den til Danmarks næststørste lokale TV station, som senere gav stort politisk stormvejr, hvilket bevirkede at han blev politisk aktiv og kom i Aarhus Byråd i 1998.

I en ti års periode fra 1996 drev Niels Brøchner kursusvirksomhed under navnet NBTV og siden NB Kurser. Kurserne to afsæt i udvikling af personer der havde været væk fra arbejdsmarkedet, og resulterede over årene ca. 1500 arbejdspladser. NBTV fik i år 2000 Netværksprisen for socialt arbejde, overrakt af daværende prinsesse Alexandra. Virksomheden blev Gazelle i 2002 og 2003.

Fra 2004 til 2011 drev han sammen med sin hustru Jette, Slottet Knezice i Tjekkiet, som eventhotel, hvor der gennem årene er blevet lavet mange forskelligartede events for såvel virksomheder som private. De seneste år har de drevet stedet som Bed & Breakfast i sommermånederne.

Niels Brøchner har idéudviklet og skabt Classic Race Aarhus, – en årlig tilbagevende racefestival som finder sted på Nordeuropas smukkeste racerbane, rundt om Mindeparken i Aarhus. Eventen blev afviklet for syvende gang i 2016, med Niels Brøchner som daglig leder. Succesfuldt med 42.500 tilskuere og 16 timers landsdækkende TV.

Niels Brøchner afgik ved døden den 15. november 2016 og NB Group drives videre af Niels Brøchners hustru Jette Boel Brøchner og hans to børn Allan Volf Brøchner og Kirsten Volf Brøchner. Virksomheden har to udlejningsejendommen i Aarhus samt slottet Knezice i Tjekkiet. Sidstnævnte er til salg.

Derudover tilbyder Jette Boel Brøchner sig som freelance inden for eventmanagement.